Fællesskab, årstidsvariation og bæredygtighed er bærende idéer i udformningen af udearealer til nye seniorboliger på Diakonissestiftelsen. Her er plads til både det rolige, det grønne og det pulserende byliv.
Sted
Frederiksberg, Danmark
Samarbejdspartnere
Vandkunsten
Bygherre
Diakonissestiftelsen
Type
1. præmie i projektkonkurrence
Rolle
Underrådgiver
Status
Udført 2018
Præmieringer: Helhedsplan 2020 for Diakonissestiftelsen, Frederiksberg. Bæredygtighed og lokal afledning af regnvand integreret i planlægningen. Fotograf: Marianne Levinsen Landskab
Området ligger som en lille by-oase mellem Diakonissestiftelsens store bygninger og det omgivende villakvarter. Villakvarterets grønne kanter leder i en forskudt rytme blikket videre gennem grønne, frodige rum, nicher og passager skabt af hække og små lunde af opstammede træer. Blomstrende, semiprivate haver, fællesarealer og områder til småbørnsleg binder husene sammen, og smalle, klinkebelagte stræder og asfaltstier leder tilgængeligt rundt. Den landskabelige bearbejdning af byrummet bygger videre på stedets særlige kvaliteter og understreger Diakonissestiftelsens historiske tyngde.
Store og mindre løvfældende træer, frugttræer, blomstrende buske og et væld af stauder og urter skaber en skala i beplantningen. Kastanje og platan står i skalamæssig relation til de store bygningers gavle og forstærker stedets monumentalitet. Robinie og eg formidler skalaen til de nye bygningskroppe og skaber lethed og lys i kontrast til nye og gamle bygningers tyngde. Grønne tage bidrager til fordampning, regnvandshåndtering og styrkelse af mikroklimaet. Regnvand nedsives generelt tæt på bygningerne, hvor det kan komme græsplæner og bede til gode.