Sommarivaparken, en udbygning af det gamle stadionområde, forsøger at leve op til visionen om at skabe en bydel med høj arkitektonisk kvalitet, tilpasset stedet, landskabet og kulturhistorien med stor fokus på klimatilpasning, bæredygtighed og grønne kvaliteter.
Sted
Helsingør, Danmark
Samarbejdspartnere
Vandkunsten, Wissenberg A/S og RAW mobility
Bygherre
Helsingør Kommune
Type
1. præmie i konkurrence
Rolle
Landskabsarkitekt
Status
I proces
Ved at søge viden, spor, inspiration fra de forskellige tiders anvendelser og fortolkninger af stedet, forsøger vi at bygge videre på stedets landskabelige, rumlige og sociale dynamik, for at give et bud på en strukturplan, der svarer på konkurrencens krav og udfordringer – og samtidig indskriver sig i en dynamisk udviklingshistorie, hvor den landskabelige tilgang i flere perioder har været bærende for stedets identitet.
Området har en enestående historie og har gennem et århundrede haft vital betydning for Helsingørs borgere. Udsigten har altid været et dominerende motiv, og stedets naturgivne værdier har været en forudsætning for områdets særlige dynamik. Samspillet mellem oppe og nede, gammel havbund og gammel kyst samt skovskrænt og det flade forland har været essentielle landskabstræk i området. Den storladne enkelhed og den frit groede natur kan spores tilbage til Jardins planer fra midten af 1700-tallet, og Sommarivaparken er spor fra den første udmatrikulering til landvillaer fra midten af det 18. århundrede. Dette er alt sammen en del af stedets historie, som vi forholder os nøje til i tegningerne af den nye Sommarivapark.
Vores forslag lavet i samarbejde med Vandkunsten prøver efter bedste evne at tage områdets kulturarv op. Bebyggelsesplanen er figureret som en sammenhængende og markant slangefigur, der udgør Sommarivaparkens identitetsbærende grundstof. Slangen skaber særligt to typer af rum – et indre stræde/adgangsrum, der er bebyggelsens semiprivate, fælles samlingsrum, og et ydre grønt parkrum, der er bebyggelsens friareal. Det er samtidig et grønt parkrum, der går i dialog med den gamle Sommarivapark og henvender sig til det offentlige fællesskab. Bebyggelse og landskab er hermed helt tænkt sammen. Slangen er punktvis afbrudt så der sikres transparens og kig til både skrænt og vand uden at figuren går i opløsning.